Hvem er vi?
Teater Baglandet dannet i 2012.
Vi elsker den stærke kommunikationsform teatret er, fordi den ejer evnen til at inddrage den enkelte tilskuer og give publikum følelsen af selv at være en unik del af oplevelsen. Teatret er en nu og her oplevelse, som taler direkte til tilskuerens hjerte og hjerne, det er real life, og det er vi vilde med.
Vores forestillinger er fysiske, musikalske, universelle og involverer publikum direkte.
Vi vender ting på hovedet, så du stopper op ved berigende relationer og oplevelser, du ellers ville være gået forbi.
Vi gør dig klogere på dig selv og dine medmennesker.
Tro flytter bjerge - Teater Baglandet flytter dig !
Forestillingerne er støttet af:


DEN DANSKE FORSKNINGSFOND

Solveig Weinkouff, sceneinstruktør, FDS
“Jeg tror på at de historier, vi fortæller fra en teaterscene, hjælper os til at finde ud af, hvem vi er som mennesker. Og jeg bestræber mig på at skabe forestillinger, der skaber reflektion, og hvor indholdet har en identitetsskabende kraft.”
Solveig har en vital interesse for det politiske liv og det omgivende samfund og følger det moderne menneskes udvikling på nært hold. Denne bevågenhed kommer til udtryk i hendes iscenesættelser med forestillinger, der direkte afspejler nutiden. I en omskiftelig verden har vi brug for kunstneriske udtryk i konstant bevægelse, og Solveig arbejder for at udvide og styrke mødet mellem skuespillere og publikum.

Sofie Pallesen, skuespiller, danser og koreograf
“Jeg brænder for at skabe fælleskaber i teaterrummet, imellem skuespillerne på scenen, imellem tilskuerne, og imellem scene og sal. De store oplevelser skabes i nuets nærvær, hvor alt kan ske, og hvor alle der er sammen kan overraskes og flyttes. Sådan vil jeg lave teater”.
Det siger Sofie, når man spørger, hvorfor Teater Baglandet blev etableret i 2012.
Her skaber hun sammen med Solveig Weinkouff forestillinger til børn, unge og voksne.
Sofies baggrund som både danser og skuespiller gør hendes sceniske udtryk markant og ekspressivt. Med poesi og et udpræget komisk talent skaber Sofie nysgerrighed, refleksion og topprofessionel underholdning på scenen.

Filippa Berglund, scenograf
Uddannet arkitekt ved Kunstakademiets Arkitektskole, København 2003. Hun har arbejdet som selvstændig siden 2006 med arkitektur- og scenografiprojekter og undervist ved Kunstakademiets Arkitektskole siden 2005. Medlem af Akademirådets Kunstnersamfund siden 2010.

Gregers Kjar, lyddesigner
Gregers Kjar har lavet lyd på teater og film siden midten af 80’erne og har taget hele turen fra spolebånd til computer.
Startede som militærnægter på Jomfru Ane Teatret og landede få år senere på Betty Nansen Teatret som tonemester.
Siden 2002 selvstændig lyddesigner med eget studie, der producerer både lyd og video.

Erling Larsen, administrator
Erling Larsen er vores finansmand, tidligere leder af Café Teatret. Han er manden, der kender alle dansk teaters støttemuligheder. Han har ledet Scenekunstrådets rådgivningskontor, han har hjulpet teatre, projekter og enkeltpersoner med budgetter, regnskab og ansøgninger. Erling sidder lange aftner og nætter for at få tallene til at gå op. Han er en hjælpsom og pragmatisk idealist. Erling finder altid en vej. www.sceneprojekt.dk